Endless Reading

Ida var i gang med sin rengøring i et af Sølvbys gamle rækkehuse. Udenfor gjorde byen sig klar til festivalen. Der hang flag mellem husene, og folk bar kasser gennem gaderne. Ida prøvede at tænke på arbejdet, men Nox stod pludselig helt stille ved enden af gangen.

Den lille måneræv løftede hovedet og snusede mod en lukket dør. Hans pels skinnede svagt i det mørke rum. Ida kendte døren. Det var døren til et gammelt familierum, som næsten aldrig blev brugt. Hun lagde kluden fra sig og fulgte Nox ind.

Rummet var koldt og fuldt af støv. Gamle kasser stod langs væggene, og et falmet billede hang skævt over en stol. Ida begyndte forsigtigt at se efter spor. Så kom Maren ind med en kurv i hånden. Hun så på Ida og derefter på Nox.

“Jeg ledte efter noget, som min mor gemte,” sagde Ida. Maren satte kurven på gulvet. “Din mor nævnte en vogterbesked for mange år siden,” sagde hun. “Hun sagde, at den skulle blive i familien, indtil den rette person fandt den.” Ida mærkede, at hendes hjerte slog hurtigere, og hun fortsatte med at lede.

Bag en løs brætstump fandt Ida et gammelt opslag. Papiret var gulnet, og kanterne var dækket af støv. Øverst stod titlen på en gammel forestilling fra det forladte teater. Under titlen var der tegnet en måne med en enkel, bøjet streg. Ida troede først, at tegningen bare var pynt.

Nox lagde en pote på papiret. Månesymbolet lyste, og en kort tone lød i rummet. Ida forstod, at tegningen var den første del af månemelodien. Hun gemte opslaget sikkert hos sig. Nu vidste hun, hvor det næste spor var: i det forladte teater, før festivalen begyndte og tiden blev endnu knappere.