Endless Reading

Det var morgen på dagen for forårsfesten. Alma arbejdede i månehaven. Hun løsnede jorden i det lille bed og fjernede tørre blade. Snart skulle månefrøet plantes der. Hun så på bedet og smilede. Når frøet var i jorden, ville planterne lyse igen.

Tobias kom ind gennem lågen. Han bar den lille fortryllede kurv med begge hænder. “Jeg har kurven,” sagde han. “Så kan vi lægge månefrøet i den, mens vi gør bedet klar.” Alma vendte sig mod ham. Men kurven var allerede åben.

Der lå ikke noget i kurven. Månefrøet var væk. Alma knælede ved det tomme bed. Ved kanten lå der sorte fjer. Hun tog ikke på dem. Hun så først på Tobias og derefter på den åbne kurv. “Nogen har taget frøet,” sagde hun stille. “En fugl?” spurgte Tobias.

Runa kom hen til dem. Hun så på fjerene med et alvorligt blik. “Det var Mørkefuglen,” sagde hun. “Den har taget månefrøet.” Tobias så mod himlen. “Hvor er den fløjet hen?” Runa pegede mod det gamle vagttårn. “Den er fløjet den vej. I må finde den, før månen står op.”

Alma rejste sig. Hun var bange, men hun ville ikke lade planterne miste deres magi. “Jeg henter frøet,” sagde hun. “Vi planter det her, før månen står op.” Tobias så på vejen ud af haven. Han var let at skræmme, men han ville ikke lade Alma gå alene. “Jeg går med dig,” sagde han.

Alma tog den tomme kurv. Tobias lukkede lågen efter dem. De gik ud af månehaven og fulgte stien mod det gamle vagttårn. Bag dem stod det tomme bed stille i morgenlyset. Foran dem ventede sporene efter Mørkefuglen.