Endless Reading

Det var formiddag på landsbymuseet. Ida stod i den store sal sammen med Malik. Udenfor gjorde folk plads til festivalen, som skulle begynde ved solnedgang. Signe, museets leder, ventede ved den vigtigste montre. Hendes ansigt var alvorligt.

“Se selv,” sagde Signe. Hun åbnede døren til montren. Indenfor var der kun en tom pude. Ørneprisen var væk. Det kostbare diamanttrofæ stod ikke længere på sin plads. En opdagelsesrejsende fra en tidligere koloni havde givet trofæet til museet, og det var nu landsbyens mest værdifulde genstand.

Malik bøjede sig ned ved låsen. “Den er brudt,” sagde han. Små stykker metal lå på gulvet. Ida så på kanten af døren. Der sad en sort fjer fast i træet. Hun tog den forsigtigt løs og lagde den i hånden. “Nogen kom ind i nat,” sagde hun. “Og de efterlod denne.”

Signe gik hen til et stort portræt af den oprindelige giver. Portrættet hang skævt på væggen. “Det plejede at hænge lige,” sagde hun. Ida tog fat i rammen, mens Malik holdt øje med døren. De løftede portrættet ned. Bag det var der en lille seddel, som havde været skjult i væggen.

Ida foldede sedlen ud. På den stod der: “Følg den fugl, der ser alt.” Under ordene stod navnet på den gamle skovsti. Malik læste sedlen igen og så mod vinduet. Skovstien begyndte bag museets have og førte ind mellem træerne. “En fugl, der ser alt,” sagde han. “Det må være vores første spor.”

Signe tog sedlen tilbage og så på dem begge. “I må være forsigtige,” sagde hun. Ida holdt den sorte fjer tæt i hånden. Ørneprisen var stadig væk, men nu havde de en skjult seddel og en retning. Hun så på Malik. “Vi følger den gamle skovsti,” sagde hun. Malik nikkede, og sammen gik de mod museumsdøren og skoven.